
Dialogmøde åbnede op for behovene bag innovationsdistriktet
På et velbesøgt dialogmøde blev der både talt om, hvad IDC egentlig er. Og der blev endnu engang talt om, hvordan udviklingen kan skabe værdi – for de der bor, arbejder eller færdes i innovationsdistriktet.
Kender du Matr? Dem med burgerbøffer lavet på svampe? Eller Prenital, Ousia Pharma eller Loma Therapeutics? Måske ikke. Men det var nogle af virksomhederne, som deltagerne til dialogmødet fik kendskab til. Fælles for dem er nemlig, at de enten har været eller stadig er en del af det innovationsmiljø, der findes på Bio Innovation Institute (BII), der ligger på Tagensvej på Nørre Campus – lige midt i hjertet af IDC.
På dialogmødet havde vi nemlig inviteret nogle af de aktører, der til dagligt arbejder med udviklingen af Innovation District Copenhagen til at sætte ord på, hvordan der allerede i dag sker verdensklasseforskning og -innovation i området og hvorfor det derfor giver mening, at styrke og fortælle dette til et større og stærkere IDC.
Møde med aktørerne
Lene Rasmussen fra IDC sekretariatet indledte med at fortælle om vigtigheden af at samle og styrke innovationsøkosystemet, så det udover forskere, iværksættere og innovatører også bliver et sted for etablerede virksomheder, myndigheder og investorer har sin daglige gang. De skal ”bumpe” ind i hinanden, for at innovationen sker og når en skala, hvor det kan understøtte erhvervsudviklingen i Danmark. Med eksempler fra udlandet blev dette foldet ud – og med en rundtur i det eksisterende område blev det forklaret, hvor aktørerne allerede er – og hvor der er plads til at tilføre økosystemet endnu flere aktører.
En af aktørerne er førnævnte Bio Innovation Institute (BII), hvor kommunikationschef Katrine Villarreal Villumsen kunne fortælle om deres innovationsaktiviteter, stigende funding og behov for endnu flere aktører i området, for at understøtte alle de startups, som vokser ud af deres rammer på Tagensvej. Hun kunne også fortælle om deres åbne døre og arrangementer, hvor alle var velkomne – hermed er opfordringen givet videre.
Efterfølgende gav vicedirektør Karen Dilling fra Københavns Universitet en forklaring på, hvad der sker i deres eksisterende rammer. Kender du fx til dyrestaldene bag de lukkede mure på Panum ud mod Tagensvej? Derefter blev det til en forklaring af, hvor og til hvad, de har behov for nye kvadratmeter, for også fremover at bedrive forskning og uddannelse i verdensklasse. Og til et ønske om at skabe bedre idrætsfaciliteter på Nørre Campus – som kunne åbnes op og bidrage til, at der er liv på campus efter kl. 17.00.
Dialog om de fysiske rammer
Efter et kort oplæg fra rådgiverne bag den fysiske helhedsplan fra CF Møller, var det tid til dialog ved bordene.
Ligesom til de afholdte byvandringer var der mange brugbare og konstruktive input – og også plads til at sætte ord på de bekymringer, som en fremtidig udvikling og forandring af området giver. Hvad gør det fx for boligbehovet i området? Hvordan understøttes det? Men også til mulige forbedringer – af pladser, trygge og sikre forbindelser, fjernelse af overfladeparkering, så gader og byrum kan blive grønne og for mennesker. Og om adgang til de grønne kvaliteter eller idrætsfaciliteter i Universitetsparken, for bare at nævne nogle af de mange input, som vi fik med til det videre arbejde.
Nu arbejdes der videre med den fysiske helhedsplan, der skal være færdig i løbet af efteråret forud for en politisk behandling i november/december 2026. Dialogen med lokaludvalgene og grundejerne fortsætter i denne periode, ligesom der også arbejdes med at planlægge en digital inddragelse, til yderligere at styrke de mange gode input, som vi har fået gennem den tidlige inddragelse og dialog.