
Samtaler i kvartererne
Inddragelsen af de mange naboer, borgere, brugere og andre interessenter i forbindelse med udviklingen af den fysiske helhedsplan for Innovation District Copenhagen består af en række forskellige metoder.
Først og fremmest har vi inviteret os selv ud til en række møder med aktørerne, for at få en bedre fornemmelse af de lokale kvaliteter, udfordringer og potentialer ift. eksempelvis mødesteder og trafikale forbindelser, men også tryghed i hverdagen.
Vi spørger også ind til de ting vi skal være særligt opmærksomme på i udviklingen af Innovation District Copenhagen og får afdækket hvad der i hverdagen kan skabe gener eller bekymringer, således at disse perspektiver også kommer med ind i udviklingsarbejdet.
Derfor afholder vi møder med lokaludvalg og områdefornyelse, med studerende og medarbejdere på nogle af de store arbejdspladser, der præger området allerede – fx Rigshospitalet, Københavns Professionshøjskole og Københavns Universitet, men også de mindre erhvervsdrivende, kultur- og fritidsaktørerne og de mange iværksættervirksomheder, der er vokset frem i innovationsmiljøet i området.
En anden måde hvorpå vi får brugbare input, er ved at være opsøgende forskellige steder i kvarterne og lave hurtige interviews på gaden (voxpop) med de mennesker, der allerede bruger de forskellige kvarterer. Det giver en bedre forståelse af kvartererne.
Derudover er der de åbne arrangementer– to byvandringer og et dialogmøde – som vi afholder i maj 2026 og som du kan tilmelde dig til under ’deltag’.